Turister strømmer til feriehuse i Holstebro Kommune

Kommunen har bevilget over en halv million kroner til turisme i sommerhusområderne, der huser op til 73 procent af turisterne i kommunen.

Af Julie Mosegaard Jensen

Holstebro Kommune er rig på autentiske naturoplevelser i sommerhusområderne og er indehaver af Vestkystens kultur-og shoppingcentrum.

Sådan markedsfører kommunen sig, når de forsøger at trække turister til.

Og det ser ud til at virke. I sommerhusområderne strømmer det til med feriegæster – både tyske, norske og danske. Op til 73 procent af turisterne i kommunen holder til i feriehuse, viser tal fra Danmarks Statistik. Det svarer til 431.368 overnatninger.

Overnatninger fordelt på Visit overnatningsformer. Kilde: Erhverv og Turisme, Holstebro Kommune.

Overnatninger fordelt på Visit overnatningsformer. Kilde: Erhverv og Turisme, Holstebro Kommune.

Kommunen sætter fokus på turisme
Fra kommunal side har man bevilget 777.000 kroner til turismen i 2016. Over en halv million af denne pengepulje går til projekter i sommerhusområder som Handbjerg, Vinderup, Ulfborg og Thorsminde.

”73 procent af turisterne i vores område bor i sommerhus, og derfor synes vi, at det er fornuftigt at støtte de projekter, der er der, hvor turisterne er,” siger Søren Olesen (DF), formand for Udvalget for Erhverv og Turisme, der har bevilget pengene, til Folkebladet Lemvig.

Også i kommunalplanen har man sat fokus på turistsektoren som vækstfaktor for hele kommunen. I 2013 brugte turisterne 800 millioner kroner på overnatninger og is ved havnen.

”På bare et år er næsten 20 procent flere blevet fuldtidsbeskæftigede inden for turisme. Det er en fantastisk udvikling,” siger Kristina Lehmann Schjøtt, turismekonsulent ved Holstebro Kommune.

På blandt andet byens bibliotek hænger interaktive skærmer, hvor turister kan finde information om kommunen. Foto: Julie Mosegaard Jensen.

På blandt andet byens bibliotek hænger interaktive skærme, hvor turister kan finde information om kommunen. Foto: Julie Mosegaard Jensen.

Forretningsfolkene bliver på hotellerne
Også kommunens hoteller oplever fremgang. Her har man i januar haft 2354 overnatninger, hvilket er fire procent mere end januar sidste år. Denne stigning har man også oplevet hos Best Western Hotel Royal, der primært huser en anden type gæster.

”Godt 80 procent at vores gæster er forretningsfolk,” siger Troels Olesen, der er direktør hos Hotel Royal i Holstebro. Også på Hotel Schaumburg kommer gæster typisk i forretningsærinde.