Samtalegruppe til skilsmissebørn skal åbne op for følelserne

Antallet af skilsmisser i Holstebro er steget med 65 procent siden 2006. Nørrelandskirken starter en samtalegruppe op for skilsmissebørn.
Hos Nørrelandskirken tager de hånd om skilsmissebørnene ved at oprette en samtalegruppe. Foto: Julie Bender Thomsen

Nørrelandskirken tager hånd om skilsmissebørnene i Holstebro ved at oprette en samtalegruppe.
Foto: Julie Bender Thomsen

Af Julie Bender Thomsen

Kærligheden brister mere end nogensinde før blandt ægteparrene i Holstebro, og flere par vælger at blive skilt. Det efterlader ofte børn med en følelse af skyld. En ny samtalegruppe for skilsmissebørn starter op til april, og den skal åbne op for børnenes sorg.

I 2014 blev 148 ægtepar skilt i Holstebro. Det er det højeste antal skilsmisser i ni år og en stigning på 65 procent siden 2006, viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik. Nørreland Sogns Menighedspleje bag Nørrelandskirken har skredet til handling og oprettet samtalegruppen, som er for børn i 3.-6. klasse.

”Antallet af skilsmisser i Danmark er på himmelfart. Myten om den lykkelige skilsmisse kan vi godt aflive, når børn er en del af det. Og derfor skal vi hjælpe dem,” siger Niels H. Mortensen, som er kateket hos Nørrelandskirken og leder for samtalegruppen.

Skilsmisseøen
Samtalegruppen er ledet af Niels H. Mortensen og ergoterapeut Anne Mette Amorsen. De har begge taget en børnelederuddannelse hos Center for Børneformidling i København med særlig henblik på skilsmissebørn for at få værktøjer til samtalegruppen.

Den fiktive ø, skilsmisseøen, er ét af de værktøjer, som skal få børnene til at åbne op. Skilsmisseøen tegnes på et ark papir, hvor øen har flere havne, som børnene skal navngive. Det kunne være eksempelvis være havnen ”Den dag jeg fik det at vide”.

Børnene tager på en virtuel sejltur med lederne fra havn til havn, og altså fra følelse til følelse.

”Med kortet konkretiserer vi følelserne for børnene og taler om dem i fællesskab, for det er i høj grad også en følelsesmæssig rutsjetur at gå igennem en skilsmisse for et barn,” siger Niels H. Mortensen.

Psykolog: Samtale er vejen frem
Jette Mielcke er psykolog i Holstebro. Hun er positiv overfor samtalegruppen, fordi en skilsmisse ofte giver børn følelsesmæssige udfordringer. Skilsmissebørn kan nemlig få problemer med sorg og skyldfølelse, når forældrene vælger at gå hver til sit.

”Når mor er ked af det, og far er vred, så tror barnet, at det er deres skyld. Derfor er det utrolig vigtigt at åbne op for børnenes følelser og fortælle dem, at det ikke er deres skyld, at forældrene har mistet kærligheden til hinanden,” siger psykologen Jette Mielcke.

Hun påpeger, at børn i en alvorlig familiekrise kan have behov for individuelle sessioner hos en psykolog, mens samtalegruppen  er god for de børn, som ikke er alvorligt mærkede af familiekrisen, men som mangler ligesindede at snakke med.

”Samtalegruppen kan give børnene et frirum, hvor forældrenes følelser ikke fylder det hele, og den kan give dem en selvindsigt, ro og tro på dem selv,” siger Jette Mielcke.

Hvornår? Samtalegruppen starter d. 4. april og forløber otte mandage. Hver gang kl. 15.30-17.00.

Hvor? Nørrelandskirkens Dagligstue, Døesvej 1, Holstebro.

Hvem? Nørreland Sogns Menighedspleje står bag samtalegruppen, som ledes af kateket Niels H. Mortensen og ergoterapeut Anne Mette Amorsen.

Mønt? Det er gratis at deltage.

Tilmelding? Skal ske til Niels H. Mortensen, tlf. 2310 9635, nhm@noerrelandskirken.dk