Lærling hos Holstebro Låseteknik modtager låsepris

Modtageren af Ruko Låseprisen 2015 blev Michael Libæk Pedersen, der har været låsesmedelærling hos firmaet Holstebro Låseteknik A/S
Holstebro Låseteknik har aldrig før haft en lærling i firmaet, derfor er de stolte over, at deres første lærling nu har fået Roku Prisen.

Holstebro Låseteknik har aldrig haft en lærling i firmaet. Derfor er de stolte over, at deres første lærling nu har fået tildelt Roku Prisen af Teknisk Erhvervsskole Center. Foto: Pernille Kjær

Af Pernille Kjær

Michael Pedersen har netop modtaget Ruko Prisen, som er en pris, der gives til udvalgte låsesmedelærlinge for at have vist en særlig interesse og et særligt talent for arbejdet med sikkerhedsløsninger. Netop det har Michael Pedersen, ifølge faglærer på Teknisk Erhvervsskole Center i Ballerup Peter Henriksen, udvist.

”Michael har fra første færd på uddannelsen vist mod og innovation. Han tænker tit opgaven igennem fra start til slut, inden han går i gang, og det gør, at han finder den rigtige løsning første gang – en egenskab, som gør ham usvigelig sikker i udførslen af sit fag,” siger Peter Henriksen i en pressemeddelelse fra Ruko.

Lærling i Holstebro
Under sin uddannelse har Michael Pedersen været lærling hos Holstebro Låseteknik, som aldrig før har haft en lærling og derfor er ekstra stolte over, at deres første lærling nu har fået tildelt en Ruko Pris for sin høje faglighed.

Ejer af Holstebro Låseteknik, Henrik Mølgaard, var da også hurtig til at kaste den nye lærling ud i at prøve kræfter med det fag, Michael Pedersen havde studeret på skolebænken i Ballerup.

”Vi har udfordret vores lærling fra dag et. Han startede et halv år, før han blev 18, og da han så fyldte 18, blev han smidt ud i virkeligheden,” siger Henrik Mølgaard.

Formålet med prisen
Et af formålene med Ruko Prisen er at fremme fagligheden i branchen, og netop høj faglighed var noget, man hos Holstebro Låseteknik spottede hurtigt.

”Vi så hurtigt, at Michael har nogle særlige kompetencer, så disse har vi også udfordret, mens han har været i praktik hos os, men vi har selvfølgelig også hjulpet ham og forberedt ham op til skoletiden,” siger Henrik Mølgaard

Michael Pedersen har da også klaret sig godt på skolebænken, hvor han afsluttede den fire årige låsesmedsuddannelse med topkarakteren 12. Alligevel har han efterfølgende valgt at tage en pause fra låsesmedsfaget. Han har planer om at vende tilbage til branchen igen, men først efter at have videreuddannet sig.

TEC vælger modtageren
Alle lærlinge, der bliver indstillet til Ruko Prisen, er forinden blevet udnævnt som ’Holdets Lærling’ på TEC i Ballerup, hvor skoleundervisningen er foregået. Kriterierne for at blive udnævnt som ’Holdets Lærling’ er blandt andet høj faglighed og gode sociale kompetencer.

Når alle hold har udnævnt ’Årets Lærling’, er det op til lærerene på TEC at udpege den lærling, der skal modtage Ruko Prisen. Kriterierne for udvælgelsen er de samme, som hos udvælgelsen af ’Årets Lærling.’

Modtageren af Ruko Prisen får en forgyldt hængelås og en rejse til et selskab i ASSA ABLOY koncernen, som har flere end 41.000 ansatte selskaber over hele verden.