Efter branden hjælper borgerne Anette

Et voldsomt skrig. Det var det første, Anette Laumann Pedersen hørte, da hendes hus brændte ned. Som mor til fem børn har det bagefter været uoverskueligt. Men nu får hun hjælp fra lokale borgere i en Facebook-gruppe.

Som mor til fem børn har Anette Laumann Pedersen oplevet, at fremmede har hjulpet hende med at få hende på benene igen. Foto: Rasmus Straka

Anettes hus brændte ned. Hun mistede alt. Nu oplever, at fremmede vil hjælpe hende med at komme på benene igen. Foto: Rasmus Straka

Af Rasmus Straka

Takket være fremmede er Anette Laumann Pedersen overvældet.

Som mor til fem børn har hun haft det svært. I januar opstod der brand i det hus, hvor hun boede sammen med sin familie. Efter branden var der intet tilbage. Intet. Og alligevel mærker man ikke på hende, hvad hun har været igennem.

”Jeg er bare glad. Det er virkelig overraskende, at så mange folk vil hjælpe mig. Hvis de bare vidste, hvad det betød for mig,” siger hun med stor glæde.

Efter den ødelæggende brand meldte Anette Laumann Pedersen sig ind i Facebook-gruppen ’Hjælpegruppen Holstebro’. Her skrev hun i et opslag, at huset og stort set alle ejendele var brændt ned til ugenkendelighed.

Børnene stod uden legetøj og dyner. Anette Laumann Pedersen stod uden møbler og tøj. Og det satte gang i lokale borgere, som ville hjælpe hende. Nu er hun blevet tilbudt alt fra børnebøger og et legekøkken til cremer og klude.

”Der har aldrig været så meget knald på min telefon. Det er helt vildt,” siger Anette Laumann Pedersen, der kun er klædt i tøj, som hun har fået foræret.

Lige nu er hun lykkelig, selv efter den situation, hun stod i for et par måneder siden. Men for at komme hertil, skal tiden skrues tilbage.

Den kaotiske aften
En januar aften går alting galt for en familie i Vejrum i Struer. I et over 100 år gammelt hus er Anette Laumann Pedersen hjemme med tre af sine børn, og hun tænker på at lægge de to yngste børn i seng.

Men hun vælger i stedet at gå ud i køkkenet og tage opvasken. Da hun står og fjerner de sidste madrester fra tallerkner og bestik, hører hun et skrig. Et voldsomt skrig. Så voldsomt, at hun spurter gennem huset.

Hun finder sin ene søn. ’Det brænder. Det brænder’, lyder det fra knægten. Han peger ud mod entreen, hvorefter Anette Laumann Pedersen vender sit blik.

”Der var brand. Loftslampen havde spyet ild ud som en svejsemaskine. Det første, jeg tænkte, var: ’Shit. Kan jeg nå at gøre noget?’. Men så kom eksplosionen,” husker hun.

Der begynder ilden fra loftslampen at sprede sig. Den får fat i husets papirtynde vægge, og så går det hurtigt. Meget hurtigt. Anette Laumann Pedersen tager fat i sine to yngste børn. Sønnen får hun fat i med den ene hånd, mens hun med den anden tager fat i sin datters ben.

”Min datter hang på hovedet, mens vi løb ud af huset,” siger hun.

IMG_9094

Den yngste søn til Anette var efter branden bange for alt, der havde med ild at gøre – også stearinlys. Foto: Rasmus Straka

”Hvor er min sidste søn?”
Klokken er 20:03. Anette Laumann Pedersen er kommet ud af det brændende hus med sin yngste datter og søn. Her hersker kaos, alt imens hun ringer alarmcentralen op. Hun husker, at de flere gange spørger hende, om hun har fået alle ud af huset.

”De spurgte mig mange gange. Selv synes jeg, at jeg havde svaret nok på det, men de kunne ikke høre mig,” siger hun.

Derefter begynder hun at tvivle – og med god grund.

Da hun er kommet ud af huset, får hun tid til at tænke. Den ene tanke fører til den anden, og hun opdager, at hendes ene søn mangler. Omkring tidspunktet, hvor branden opstår, er han ude og gå tur med hunden. Men er han kommet tilbage, netop som branden begynder?

”Jeg løb tilbage i huset. Jeg kunne ikke finde ham. Og mens jeg stod derinde, kiggede jeg ud af et vindue og så ham. Og det gav mig problemer, fordi jeg fik meget røg i lungerne,” siger hun.

Anette Laumann Pedersen opholder sig for længe i det brændende hus. Mens hun i røgen løber forvirret rundt, siver der sod op gennem hendes næsebor.

”Ambulancefolkene troede, at jeg har fået en røgforgiftning. I over en halv time hostede jeg hele tiden. Men jeg fik taget blodprøver, og der kunne de konstatere, at der ikke var noget galt,” siger hun.

Gik i panik
I dag ser Anette Laumann Pedersen tilbage på en kaotisk aften, hvor heldet var på hendes side. Da ilden opstår, går hun i panik – og alligevel føler hun, at hun ved, hvad hun skal gøre.

”Jeg skulle tænke hurtigt. Det var mere svært for min yngste søn på fem år. Han gik virkelig i panik. Man har hørt om, at børn bliver bange og gemmer sig i skabe, mens det brænder – og det fik jeg bekræftet,” husker hun.

Da Anette Laumann Pedersen står sammen med sin søn, vil han pludselig løbe væk. Hun er ikke i tvivl om, hvor han vil hen. Han vil tilbage på sit værelse og gemme sig under sengen, bag døren eller i skabet.

”I sådan en situation tænker børn, at den farlige ildebrand går væk, hvis de bare gemmer sig. Jeg kunne mærke, at min søn var klar til at gøre det,” siger hun.

Og det er langt fra det eneste, der rammer den femårige dreng. Efter branden overnatter Anette Laumann Pedersen med resten af familien på et hotel. Det er et godt sted, hvor personalet tager hånd om familien.

Samtidig bemærker hun, at hendes femårige søn er mærket af branden. Da familien skal spise morgenmad på hotellet, nægter sønnen at sætte sig ned ved et bord, hvor der står brændende stearinlys.

”Han var bange for alt, der havde med ild at gøre. På et andet tidspunkt kom han hen og fortalte, at der var en brandalarm på hotellet, som var ved at løbe tør for batteri. Han var i stor panik,” siger hun.

IMG_9107

Mens Anette fortæller sin historie, får hun en Facebook-besked, hvor endnu en lokal borger vil hjælpe hende. Foto: Rasmus Straka

Heldig og taknemmelig
Huset er ikke til at genkende efter branden. Både stuen, soveværelset, badeværelset og gangen er forsvundet, mens overetagen står delvist tilbage. Med andre ord har familien i Vejrum mistet alt – vitterligt alt.

”Mine to yngste børn delte værelse, og der kan du ikke længere se, at der har været et eneste stykke legetøj. Der er nogle plastikklumper af legetøj, som er smeltet sammen. Ellers er værelset fuldstændig væk,” siger Anette Laumann Pedersen.

Af de ejendele, som familien har mistet, remser Anette Laumann Pedersen det meste op i en ubehagelig uendelighed. Dyner, legetøj, punge, tasker, pas, fjernsyn, tøj, bestik, møbler og meget mere. Alligevel siger hun, at hun er heldig. Familien er sluppet uden de store skrammer. Samtidig blev hun taknemmelig, da hendes forsikringsselskab kort tid efter branden udbetalte et førstegangsbeløb.

”Vi fik udbetalt et beløb på godt 20.000 kr. Efter selvrisikoen endte vi med at stå med 16.000 kr. i hånden. Vi købte selvfølgelig ting til ungerne som tøj, skoletasker og penalhuse. Ungerne skulle hurtigt i gang med hverdagen,” siger Anette Laumann Pedersen.

Men pengene slap hurtigt op. Der var store udgifter forbundet med branden. I dag står Anette Laumann Pedersen og hendes kæreste tilbage med hver deres arbejde og løn. Hun er handicaphjælper – han er selvstændig vagtmand.

”Pengene er små. Vi er stadig i gang med at få styr på forsikringen. Siden branden har vi udfyldt lister over, hvad vi ejede. Men det er svært at huske, for hvor mange viskestykker havde vi, eller hvor mange bøger stod der på reolen?,” spørger hun.

Stor hjælp fra borgerne
I lang tid har Anette Laumann Pedersen følt sig lidt stresset. Det er ikke hver aften, at hun har nemt ved at falde i søvn. Hun tænker over, hvad der ville være sket, hvis hun ikke havde valgt at tage opvasken – og i stedet havde lagt ungerne i seng.

”Jeg ville ikke have fået alle ud af huset. Den tanke vågner jeg meget ved. Jeg er blevet lidt urolig. Vi er flere i familien, som nogle gange kan lugte, at det brænder. Så går vi alt igennem – også selv om der ikke er noget,” siger hun.

Samtidig med at hun er stresset, er hun utrolig taknemmelig. Det er hun blevet, efter at hun skrev opslaget i Facebook-gruppen ’Hjælpegruppen Holstebro’. Der væltede det ind med beskeder, og hun kunne slet ikke følge med.

Hun har modtaget hjælp fra flere medlemmer, og især den første gjorde hende lykkelig. Da familien modtog de første dyner, tøj og børnebøger var det som at fejre juleaften.

”Ungerne og jeg opførte os som glade børn. De folk, der kom med tingene, var helt rolige, mens vi jublede,” siger hun.

Hele forløbet gør hende overvældet. Hun ved ikke, hvordan hun skal takke de fremmede mennesker, som vil hjælpe hende. Men Anette Laumann Pedersen er sikker på en ting.

”At folk tænker på, at de kan hjælpe andre, er stort. Jeg havde ikke forventet meget. Når jeg engang kommer ovenpå, vil jeg hjælpe dem, der står i den samme situation, som jeg har stået i.”