Butikker politianmelder ikke skraldere


Supermarkederne i Holstebro anmelder ikke skraldere, der klipper deres låse op for at gennemrode containere. De regner nemlig ikke med, at politiet vil hjælpe dem. Politiet genkender ikke problemet.

Af Alexander Mejdahl Jeppesen

IMG_3742 kopi

Flere butikker opgiver at sætte låse på deres containere, fordi de alligevel klippes op af skralderne.

Opklippede hængelåse, skrald, der flyder, og en dårlig start på dagen. Thomas Flink, der er salgschef i Netto på Banetoften 2, har opgivet hængelåsene på sine containere. Han oplever, at skalderne alligevel klipper dem op, når de leder efter madvarer om natten. Nettobutikken har tidligere anmeldt skraldere, men der har ikke været nogen reaktion fra politiet.

”Der skete ikke noget som helst, da vi anmeldte det. Det er vist ikke noget, politiet prioriterer,” siger Thomas Flink.

Martin Rotbøll, der er souschef i Netto Vestergade, bakker op.

”Politiet gider formentlig ikke tage sig af det,” siger han.

Og i Aldi på Herningvej har filialleder Jette Føhns også oplevet problemer med skraldere.

”Vi har haft et forfærdeligt svineri. Det lugtede og gav skadedyr. Fødevarestyrelsen var heller ikke tilfredse med det,” siger hun.

I Aldi har de med succes sat hængelåse på og får kun besøg af skraldere engang i mellem.

Et storbyproblem
Midt- og Vestjyllands Politi har ikke oplevet, at der skulle være et problem og skriver i en mail til avisen, at det nok mere er et storbyproblem.

“Mig bekendt er der ikke det store problem med skraldere i det midt- og vestjyske. Jeg vil tro, det er et storbyfænomen,” skriver Midt- og Vestjyllands Politi til avisen.

Vicepolitiinspektør Allan Laustsen har heller ikke noget kendskab til problemet.

”Jeg mindes ikke, at der har været en eneste anmeldelse. Men vi prioriterer fx voldssager over sager om skraldere. Og fordi vi prioriterer, kommer sagen med skralderne ofte bagest i køen,” siger han.

Samarbejde uden svineri
For butikkerne handler det ikke om at få skralderne dømt. Det handler om, at nogle skraldere ikke rydder op efter sig selv. Både Meny og Rema 1000 i Ellebækcentret samt Netto på Banetoften og på Vestergade er positive stemt over for en samarbejdsløsning.

”Så længe de ikke sviner, så må de godt gøre det,” lyder det fra en medarbejder i Meny i Ellebækcentret.

Jesper Nørgaard Jensen er købmand i Rema 1000 i Ellebækcentret følger op.

”Vi vil bare gerne undgå svineriet,” siger han.

Lars Flink fra Netto Banetoften så gerne, at der kunne laves en ordning, så nogen kunne komme og hente maden, hvor de sorterer det uspiselige mad fra det, som har passeret sidste salgsdato.

”Det mad, de skralder, ligger i råddenskab, og det trænger gennem emballagen. Skralderne risikerer jo at blive syge, hvis de får fordærvede madvarer, eller varer, der er trukket tilbage, med hjem,” siger han.