Ny kulturklasse er ikke kun for eliten

Sønderlandsskolens bestyrelsesformand mener, at den kommende kulturklasse skal være integrerende frem for ekskluderende.
Den nye kulturklasse skal efter planen oprettes til sommerens skolestat og skal blandt andet udbyde undervisning i teater, dans og musik.

Den nye kulturklasse skal efter planen oprettes til sommerens skolestart og skal blandt andet udbyde undervisning i teater, dans og musik.

Af Liv Østerstrand Rasmussen

En særlig kulturklasse i overbygningen på Sønderlandsskolen har længe været på tegnebrættet. Tirsdag kom projektet et skridt nærmere realisering, da Udvalget for Kultur og Fritid valgte at bevilge 150.000 til projektet. For Per Tornvig, Bestyrelsesformand for Sønderlandskolen, er det dog en afgørende faktor, at de nye klasser ikke sker på bekostning af skolens bredde.

”Det er vigtigt, at det bliver en integreret del af skolen, så det ikke kun er for “eliten”. Sønderlandsskolen er en folkeskole og selvfølgelig ikke en eliteskole,” siger Per Tornvig.

Kulturklasserne, der tidligere gik under betegnelsen ’elitekulturklasser’, er for de unge, der har et talent inden for kultur, og skal udbyde undervisning i blandt andet dans og musik. ’

Elite eller bredde
Begrebet ’eliteklasser’ blev droppet, og det er der flere grunde til. René Holm Hansen, leder af Dansk Talent Akademi, er en af personerne bag ansøgningen til kulturklasserne, og han mener ikke, at ordet ’elite’ passer ind i kulturens verden.

”De kommer nok til at hedde talentkulturklasser. Ordet ’elite’ forbindes med sportsverdenen og er svært at oversætte,” siger René Holm Hansen.

I ansøgningen fra den 9. april 2015 beskrives den kommende klasse som ”et elitært tilbud,” men for Per Tornvig er det vigtigt, at skolen kan sigte højt og bevare bredden på samme tid.

”Jeg er enormt forventningsfuld, men projektet har endnu ikke fundet sin form. Vi skal bruge store armbevægelser, men vi skal også have åbne arme. De elever, der ikke troede, de kunne, skal også have glæde af projektet,” siger Per Tornvig.

Kulturprofil for både by og skole
Kulturen er vigtig for Holstebro Kommune, der har en vision om ”en dråbe af kultur i alt”. Leif Brøgger (V), formand for Udvalget for Kultur og Fritid, er tilfreds med beslutningen om at følge indstillingen og bevilge de 150.000, der var søgt til kulturklassen.

”Jeg synes, det er et godt tiltag, der passer til vores profil,” siger Leif Brøgger.

Selvom projektet, som det ser ud nu, primært er for de enkelte talenter, er Leif Brøgger ikke bange for, at det vil ske på bekostningen af de andre elever. Han mener, at kulturklassen vil styrke interessen for kunst hos alle elever.

”Jeg tror, at kulturklassen har en afsmittende effekt. Ingen elite uden bredde,” siger han.

René Holm Hansen er enig i den betragtning.

“Byen har tidligere vist, at det er muligt at gå forrest, når det handler om kultur. Det vil talentkulturklassen være med til at bevare, og samtidig vil det give et løft til talentudviklingen i Holstebro,” siger René Holm Hansen.

René Holm Hansen mener dog ikke, at det nødvendigvis er et succeskriterie, at eleverne i en kulturklasse fortsætter i DTA.

“Talentkulturklassen vil forhåbentlig skabe en virkelyst, så eleverne også kan være med til at skabe et rigt kulturliv uden for det etablerede system,” siger René Holm Hansen.