9. klasserne i Den Kristne Friskole klarer sig bedst

Den Kristne Friskoles 9. klasser har det højeste karaktergennemsnit i Holstebro kommune.
Ifølge tænketanken CEPOS ligger de danske friskolers karaktergennemsnit over det nationale. Foto: Sebastian Dall

Ifølge tænketanken CEPOS ligger de danske friskolers karaktergennemsnit over det nationale. Foto: Sebastian Dall

Af Julie Bender Thomsen

Midtugeavisen Holstebro har taget temperaturen på folkeskolerne i Holstebro. På førstepladsen ligger Den Kristne Friskole med et gennemsnit på 9, efterfulgt af Orkesterefterskolen og Mejrup Skole.

Den Kristne Friskoles skoleleder, Carsten Linde Sørensen, er begejstret for førstepladsen, men ikke overrasket. Han mener, at skolens målsætning ligger til grund for det høje faglige niveau på skolen, som har resulteret i et højt gennemsnit for 9. klassernes afgangseksamen.

”Det er jeg selvfølgelig stolt og glad for, fordi det viser, at vores målsætning er nået. Målet var, at lave en skole med et højt fagligt niveau i en tryg hverdag. Det er værdier, der skinner tydeligt igennem i vores hverdag på skolen,” siger Carsten Linde Sørensen.

Den gode tone
Skoleleder Carsten Linde Sørensen fremhæver, at skolen bygger på et kristent værdigrundlag, hvor de arbejder med den gode tone. Det skaber venskaber mellem eleverne, og når eleverne trives, så lærer de også bedre, mener han.

”Vi oplever sjældent problemer med dårlige relationer og mobning på skolen. Vi er meget fokuseret på at eleverne taler til hinanden i en god tone,” siger skolelederen.

En forkert præmis
Friskolen er en betalingsskole, hvor et barn i 0-3. klasse koster 1032 kr., mens det koster 1190 kr. at have et barn i 4-9 klasse. Maren Skotte fra Dansk Friskoleforening afviser, at børn i betalingsskoler har en mere ressourcestærk baggrund.

Hun henviser til en rapport fra Dansk Friskoleforening fra 2008, som viser, at det er hos privatskolerne og ikke friskolerne, at forældrene har den højeste uddannelsesmæssige baggrund.

”Det handler ikke om økonomi, men om prioritering i familien. Præmissen om, at forældrene er mere ressourcestærke, fordi de sender deres børn i friskole er forkert,” siger Maren Skotte, kommunikationsansvarlig hos Dansk Friskoleforening.

Se listen over grundskolernes karaktergennemsnit i Holstebro for skoleåret 2014-2015 her. Holstebro Midtugeavis har lavet listen med baggrund i data fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings Uddannelsesstatistik.

Data kommer fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings Uddannelsesstatistik.