Katastrofen i Holstebro får konsekvenser for dansk pelsproduktion

Sygdommen plasmacytose ramte i efteråret 2015 117 minkavlere i Holstebro. Det får konsekvenser for pelsproduktionen på landsplan, mener Kopenhagen Fur.
700.000 mink er blevet aflivet på landsplan efter sygdommen plasmacytose ramte landet. Foto: Julie Bender Thomsen

700.000 mink er blevet aflivet på landsplan efter sygdommen plasmacytose ramte landet. Foto: Julie Bender Thomsen

Af Julie Bender Thomsen

117 minkavlere mærkede i efteråret konsekvensen af sygdommen plasmacytose i Holstebro. Sygdommen og de faldende priser på mink betyder, at den danske produktion af minkpelse vil falde 10 til 15 procent på landsplan, vurderer Tage Pedersen, formand for minkavlerne og Kopenhagen Fur i en pressemeddelelse.

Samtidig vurderer Kopenhagen Fur, at sygdommen har resulteret i, at 700.000 mink er blevet aflivet på landsplan. Holstebro-området er Danmarks største producent af mink, og derfor rammer sygdommen i egnen hårdt på landets samlede pelsproduktion.

”Det er svært at gøre op, hvor meget faldet vil være i Nordvestjylland, men 17 procent af alle landets minkavlere får foder fra Holstebro Fodercentral, og da det er de avlere, der er hårdest ramt, er det også der, hvor vi vurderer, at der vil komme det første fald i produktionen af skind,” sagde Tage Pedersen til Folkebladet Lemvig d. 23. februar.

Holstebro Fodercentral leverer foder til 200 minkavlere i Holstebro. Det var hos kunder fra Fodercentralen, at sygdommen blev fundet først.

Læs mere om sygdommen og konsekvenserne for minkfarmerne her.