Hjemløseprojekt vil mangle billige boliger

Projektet ”Housing First”, der skal hjælpe hjemløse i Holstebro, kommer i fremtiden til at mangle billige boliger.
"Housing First" oplever at flere hjemløse blomstrer, når de får egen bolig. Foto: Sebastian Dall

“Housing First” oplever at flere hjemløse blomstrer, når de får egen bolig. Foto: Sebastian Dall

Af Sebastian Dall

Projektet Housing First har i 2015 hjulpet 9 ud af 13 hjemløse i Holstebro Kommune ud af hjemløshed. Men i fremtiden vil projektet komme til at mangle billige boliger siger formanden for Social- og Sundhedsudvalget i Holstebro, Jens Kristian Hedegaard.

Projektet går ud på, at hjemløse som det første skal tilbydes en bolig af kommunen. Det skal være fundament for en behandling for blandt andet psykiske sygdomme eller alkoholmisbrug. Men det er svært for kommunen at tilbyde billige boliger.

Løsningen skal findes på Christiansborg
Selvom Housing First i Holstebro er et succesprojekt, så kan man få flere i fast bolig, hvis kommunerne havde mulighed for at tilbyde flere løsninger, mener Jens Kristian Hedegaard.

Social- og indenrigsminister, Karen Ellemann, der i går gæstede Holstebro i forbindelse med hjemløseprojektet var ifølge Jens Kristian Hedegaard åben overfor mulige løsninger.

”Man kunne måske lave en tilføjelse i loven, så det også kunne lade sig gøre at bruge ungdomsboliger til den her målgruppe,” siger han.

Læs: Karen Ellemann begejstret for hjemløseprojekt

Flere kommuner mangler billige boliger
Men manglen på billige boliger til udsatte er ikke enestående for Holstebro kommune. Både Silkeborg, København, Aarhus og Esbjerg drukner ifølge flere medier i forespørgsler på akut bolighjælp.

”Problemet er, at de udsatte oftest er kontanthjælpsmodtagere, og det er næsten umuligt at finde en bolig, som kontanthjælpsmodtagere kan betale,” siger Birgitte Pedersen, projektleder for Housing First.